Det er en kold mandag morgen i
februar, sneen daler ned fra himlen. Klokken er 8.55 og jeg ankommer til
børnehuset med sommerfugle i maven og godt humør. Det er min første arbejdsdag
som nyuddannet pædagog i et specialtilbud for 3-6 årige børn med ADHD, autisme
og følelsesmæssige problemer.
Ude fra set er det en meget stor grå bygning
som rummer flere forskellige dagtilbud. Jeg går ind af indgangen Varmen rammer
mine frostbidte kinder i det jeg træder ind. Jeg står inde i det lille
indgangsparti, jeg kan se at de allerede har hængt mit billede op. Dette giver
mig en følelse af, at jeg allerede er ligeværdig med de andre ansatte i
institutionen. Jeg går videre ind i huset. Her ser jeg børnenes garderober, de
har meget plads hver i sær, da der er 8 børn, men rum til mindst 40. Væggene
over børnenes rum er prydet med billeder af det pågældende barn, samt et hjerte
hvori der står skrevet deres forældres navne, samt søskende og kæledyr. På 2 af
væggene hænger i børnehøjde deres dagsskemaer, som er et piktogram, med
forskellige billeder og aktiviteter. De har alle forskellige farver og giver et
flot sammenspil med husets hvide vægge. Oven over disse er der hylder hvor på
hvert barn har kasser opstillet hvor der ligger det de for tiden arbejder med. På den ene væg står der ligeledes en reol med
masser af spil, bøger og andet legetøj.
I huset er der 3 rum, så der er
masser af muligheder for at inddele børnene i små arbejds- /legegrupper. Det
ene rum er et motorikrum med madrasser, sansegynger, og bolde. De to andre rum
er med borde og stole, og reoler fyldt med legetøj, ligeledes står der en
computer i det ene hjørne. Der er opstillet skillevægge i disse rum så man
bedre kan skærme børnene fra de forskellige forstyrrelser, som der kan komme i
et stort rum. Derudover er der selvfølgelig toilettet samt et køkken.
Jeg går hen imod personalestuen
for at hænge mit overtøj, hue og vanter, samt låse mine ejendele ind i mit
skab. Da jeg træder ind på stuen rammer duften af nylavet kaffe mine næsebor.
Det er en lille hyggelig stue med bord og stole og planter i vinduet På den ene
væg er et skrivebord med computer, telefon og printer. Ved computeren sidder en
ældre dame, jeg mener det hende der Ruth, og går derfor hen for at hilse på.
Jeg siger: ”Godmorgen, jeg hedder Simon”, og rækker hånden frem. ” Nå er det
allerede i dag du kommer”, siger Ruth og tager en tår af sin kaffe, hvorpå hun
atter vender hovedet mod computerskærmen. Jeg trækker min hånd til mig og
tænker velkommen i børnehaven. Jeg vender mig om for at gå ud af døren
igen, da Ruth udbryder: ”De andre er køkkenet, hvis de ikke allerede er gået
ind på stuen. ” Lige inden jeg lukker døren, kan jeg høre at Ruth brokker sig
over computeren, og alt det pis med dokumentation, som man skal lave nu til
dags.
Jeg går hen på stuen, hvor vi
efter aftale med lederen, skal have samling. Dette for at jeg kan præsentere
mig over for børnene og de andre voksne. Da jeg træder ind sidder børnene pænt
i en rundkreds på gulvet. Der sidder en pige, som er ved at fortælle om sin
weekend. Jeg går lige så stille ind og sætter mig på gulvet ved siden af en af
de andre voksne, dette for ikke at forstyrre det pågældende barn. Jeg lægger
mærke til at pigen sidder med en bamse. Da
pigen er færdig med at fortælle rækker hun bamsen videre til den voksne som
sidder ved siden af hende. Den voksne siger: ”som jeg fortalte i starten af
samlingen skulle der komme en ny voksen i dag, han er nu kommet og vil gerne
fortælle lidt om sig selv”. Værsgo Simon, her har du fortællerbamsen og ordet
er dit.
Jeg siger: ” hej alle sammen, jeg
hedder Simon og er 32 år. Jeg elsker at lege med tog, spille fodbold og makke i
værkstedet. Altså at save og hamre, bygge både, lave sværd. Da jeg er færdig
med min korte beskrivelse af mig selv bryders samlingen op, og hvert barn går
ud og kigger på deres dagsskema. Jeg ved, at jeg nu skal have Emil og Emma til
en gang struktureret leg i motorikrummet, og går derfor derhen. Jeg har via
overleverings samtalen fundet ud af, at de begge er vilde med at lege med
togbane. Derfor har jeg valgt, at vi skal lege med tog for at opnå en god
relation, og at det foregår i trygge omgivelser og med noget de kan lide at
lave. Jeg siger til dem, at de skal hjælpe med at bygge en stor og flot
togbane. Vi går straks i gang med at bygge en kæmpe bane, og jeg kan tydeligt
se at det er noget der fanger deres interesse. Emil tager styring og guider
Emma i byggeprocessen. De to er rigtig gode til at samarbejde og Emma holder
godt øje med hvad Emil viser hende. Da banen er færdigbygget, roser jeg dem for
deres gode samarbejde, og for deres flotte bane. Da de var så dygtige til at
lave banen, får de selv lov til at vælge tog samt 2 vogne. Jeg opstiller 3
lokomotiver samt 6 vogne. Emil får lov til at starte med at vælge et lokomotiv
og derefter må Emma vælger et lokomotiv. Jeg tager det som er tilbage. Ved
vognene gør vi det på samme måde, Emil vælger, Emma vælger og jeg vælger. Herefter
går legen i gang.
I det andet rum er Ruth og Søren
i gang med at pakke væk efter et maleprojekt. Jeg kan høre, at Ruth siger til
Søren, at han skal fis ud på toilettet og vaske malingen af, og mens han er
derude kan han ligeså godt få tisset af. Efter Søren har været på toilettet kommer han
ind til os. Han har stadig maling på hænderne, og på sine kinder. Han står lidt
og kigger interesseret, hvorefter han udbryder: må jeg være med til at lege med
togbane? Inden jeg når at svare, udbryder Emma højt: SKRID!!! Herefter bryder
helvedet løs. Søren bliver gal og sparker til togbanen. Denne går i stykker og
et af togene rammer Emma lige i panden. Emma stikker i et hyl og Emil springer
op og slår ud efter Søren, og rammer ham lige på hovedet. I det samme som Emil
slår ud efter Søren kommer Ruth farende ind.
Hun tager hårdt fat i Emil og
river ham ud af rummet alt imens hun skælder ud. Jeg kan se på Emil, at han
bliver forskrækket og at det gør ondt.
Emil råber til Ruth, mens hun trækker af sted med ham, at det IKKE var
ham der startede. Ruth ignorer ham og sætter ham på hans rum og siger til ham,
at nu kan han sidde der resten af dagen.
Inde på stuen har jeg atter fået
ro på Søren og Emma. Søren er i gang med at samle den ødelagte togbane og Emma
sidder snøftende og kigger på. Jeg føler, at der nu er så meget ro og styr på
de to at jeg siger til dem: nu sætter jeg uret på 10 min, så sidder i pænt og
leger med togbanen. Når uret ringer kommer jeg og hjælper jer med at rydde
togbanen op. Da jeg er sikker på at de har forstået, hvad jeg har sagt, rejser
jeg mig og går ud til Ruth.
Mens jeg går ud for at finde Ruth
kører tankerne rundt i hovedet på mig. Hvad gik galt, hvorfor gik det galt,
hvem har skylden, kunne jeg have forhindret det, hvorfor blander Ruth sig, når hun
ikke har set hvad der er sket, har den dumme ko overhovedet ret til at blande
sig på ”mit” område, var hun ikke for hård ved Emil, og hvordan kommer vi
videre herfra?
Da jeg finder Ruth siger jeg til
hende: Jeg har fået ro på børnene og vi skal lige have snakket den her episode
igennem. Kan vi lige gå ind på personalestuen? De går derind.
Simon: Hvordan oplevede du denne
episode Ruth?
Ruth: Jeg hørte en masse skrig,
så Emil slog og greb ind. Hvordan oplevede du den da? (siger hun muggent)
Simon: Jeg føler at du reagerede for hårdt, og på en
situation du ikke så det hele af.
Ruth afbryder: hvorfor reagerede du
så ikke selv?
Simon: fordi du kom farende ind
som en trold springer op af sin æske. Jeg nåede det ganske enkelt ikke. Du gav
mig jo ikke tid/plads til at reagere.
Ruth: Hvordan ville så have
taklet den situation?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar